Idag skal vi på AROS.
Uden for er kunstfri zone inden for Lemmerz, Jorn og en fantastisk børneafdeling.
Hvad ville jeg knytte til dette som nøglebegreber?
Til Lemmerz marmorskulpturer er det
Chok
Politik
Æstetik - det skønne og det hæslige...
Og som nøglesymboler?
Menneskekroppen, døden og sexualiteten.
Kære studerende.
Vil I læse mere om kulturelle nøglebegreber og nøglesymboler. Gå til bogen KULTURANALYSER, S. 17 TIL 33 OG KAPITLET OM LÆREPROCESSER.
torsdag den 3. marts 2011
Hverdagsæstetik
Den anden dag var jeg på en byvandring i Randers. Målbevidst styrede jeg efter en blomsterbutik. Men som altid, når jeg går igennem denne smukke bymidte, bliver jeg slået af den måde, hvorpå kunsten er brugt i byrummet. Konen med æggene, Hesten, Huset. På små torve gemmer sig skulpturer af Sv. Wiig hansen og andre big shots. Var jeg pædagog, ville jeg fortælle om konen med æggene ude i byen. Nuvel, jeg er vist selv ved at samle sammen til et tårn af æg i denne beretning. Jeg skulle jo købe blomster. Butikken med blomster står og byder sig til med vinduer, der fortæller mig, at jeg hjemme kan få det næsten ligeså smukt. Hvis jeg slæber lidt natur ind i min stue. I julen var det et helt træ, der brød hverdagens skel mellem ude og inde. Nu er det egne forsythiagrene og butikkens blomster. Tulipaner i mange farver. Vælger gul og pink. De kan så korrespondere med min plakat fra Hamburg Kunsthalle med Stilleben - dog uden tulipaner. Men med disse farver. Som en vindueskigger går jeg videre gennem byen og bliver lokket af de varer, der faldbyder sig. Ingen råben, men en tavs byden sig til. Vi er vindueskiggere hver dag.
Nøglebegreber i denne lille kulturanalystiske øvelse er
Vane
Hverdag
Vareæstetik.
Nøgelssymbolerne er
Tulipanen - synet, lugtesansen, forgængeligheden. Plus en hel kunsthistorie bag sig.
Vinduet ...
Vandringen ...
Nøglebegreber i denne lille kulturanalystiske øvelse er
Vane
Hverdag
Vareæstetik.
Nøgelssymbolerne er
Tulipanen - synet, lugtesansen, forgængeligheden. Plus en hel kunsthistorie bag sig.
Vinduet ...
Vandringen ...
lørdag den 8. januar 2011
Lov om sprogvurdering indført i sommer. Det diskriminerende ved denne lov er ikke diskuteret
Lov om sprogvurdering. En kommentar til lov af 11. juni 2010 om afbureaukratisering.
I tre år skulle alle børn sprogvurderes. Nu er det kun nogen børn. Ikke for børnenes skyld, men for at lette arbejdet.
Med en samlet lov om en række områder kommer vi måske til at eksludere en masse børn. Den såkaldte afbureaukratiseringslov.
Den gør minoritetsbørn og i forvejen socialt belastede børn fælles om at skulle sprogvurderes. I stedet for at alle treårige bliver det. Man overvejer end ikke, om det fører til yderligere stigmatisering. Det eneste man overvejer er, om det letter arbejdet og bureaukratiet. Hvilket det slet ikke er givet, det gør.
I Danmark har vi endnu ikke set toppen af evaluerings- og testbølgen. Set i et europæisk perspektiv er vi ikke de eneste. Europæiske kolleger blandt pædagoger og på University Colleges er kritiske, ligesom man er det i Danmark. Men tests er jo 'bare' er et arbejdsredskab, som det for eksempler er beskrevet i EN BOG OM SPROG sprog (red. Lars Holm og Helle Pia Laursen, 2009). Det er også et arbejdsredskab, som kan gøre pædagogiSk arbejde bedre og give viden.
Når det gælder tre-årsscreeningen, der blev indført 2007, kan man sige, den lige netop nåede at blive indarbejdet i dagligdagen. Det har vist sig, at nogle børn sandsynligvis har sprogligt set pragmatiske vanskeligheder og med en seriøs, ihærdig og stilfærdig indsats i hverdagen kan undslippe ekskludering, hvis en sprogtest har påvist, at det gælder om at blive talt mere med. Talt med og ikke talt til eller om. Det kan tests vise, ligesom de kan være et redskab til systematisk pædagogisk arbejde. Med den type redskaber kan man have fokus på sprog og derfor arbejde med håndtérbare størrelser, frem for den diffuse ’følelses-retorik’, børnene lejres ind i. Denne retorik ar beskrevet af Eva Gulløv og Helle Bundgaard i deres bog FORSKEL OG FÆLLESSKAB, Hans Reitzel, 2009.
Lov af 11. juni 2010 ændrer den almene indsats. Nu ligestilles tosprogede børn og børn der på forhånd anses for at være svage sprogligt i en fælles stigmatisering. I stedet for at have et arbejdsredskab, der gælder alle børn, vælger man nu nogen ud, som skal testes. Det hedder nu, at ”Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der gennemføres en sprogvurdering af børn i alderen omkring 3 år, der er optaget i et dagtilbud, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering”. Desuden skal børn, der ikke frekventerer dagtilbud testes. Formuleringen om, at børn kan have behov for sprogstimulering er interessant. For sprog kommer jo ikke af sig selv. Sprog og sprogstimulering er en del af en opvækst og den kultur, der er i hverdagen. Hvilket begreb om sprogstimulering, der kan antages at ligge gemt i denne lovtekst skal man nok ikke gisne for meget om. Men alle børn har gavn af og brug for sproglig stimulation. På den anden side indikerer formuleringen om, at sproglige og adfærdsmæssige forhold kan give anledning til test begrundelse for at kigge socialt skævt. Det er den ene ting. Den anden ting er den viden om almindeligt børnesprog pædagoger går glip af ved indføring af denne lovændringen. Nu kan man ikke længere indsamle viden om det helt almindelige sprog, når man skal sprogteste. Denne mulighed for lokal og landsdækkende vidensindsamling kan det vise sig problematisk at måtte undvære. Denne mulighed for at arbejde inkluderende går man også glip af. Nu bliver sprog som arbejdsområde i dagtilbud ekskluderende efter nogle få år med andre intentioner i loven om sprogvurdering.
I tre år skulle alle børn sprogvurderes. Nu er det kun nogen børn. Ikke for børnenes skyld, men for at lette arbejdet.
Med en samlet lov om en række områder kommer vi måske til at eksludere en masse børn. Den såkaldte afbureaukratiseringslov.
Den gør minoritetsbørn og i forvejen socialt belastede børn fælles om at skulle sprogvurderes. I stedet for at alle treårige bliver det. Man overvejer end ikke, om det fører til yderligere stigmatisering. Det eneste man overvejer er, om det letter arbejdet og bureaukratiet. Hvilket det slet ikke er givet, det gør.
I Danmark har vi endnu ikke set toppen af evaluerings- og testbølgen. Set i et europæisk perspektiv er vi ikke de eneste. Europæiske kolleger blandt pædagoger og på University Colleges er kritiske, ligesom man er det i Danmark. Men tests er jo 'bare' er et arbejdsredskab, som det for eksempler er beskrevet i EN BOG OM SPROG sprog (red. Lars Holm og Helle Pia Laursen, 2009). Det er også et arbejdsredskab, som kan gøre pædagogiSk arbejde bedre og give viden.
Når det gælder tre-årsscreeningen, der blev indført 2007, kan man sige, den lige netop nåede at blive indarbejdet i dagligdagen. Det har vist sig, at nogle børn sandsynligvis har sprogligt set pragmatiske vanskeligheder og med en seriøs, ihærdig og stilfærdig indsats i hverdagen kan undslippe ekskludering, hvis en sprogtest har påvist, at det gælder om at blive talt mere med. Talt med og ikke talt til eller om. Det kan tests vise, ligesom de kan være et redskab til systematisk pædagogisk arbejde. Med den type redskaber kan man have fokus på sprog og derfor arbejde med håndtérbare størrelser, frem for den diffuse ’følelses-retorik’, børnene lejres ind i. Denne retorik ar beskrevet af Eva Gulløv og Helle Bundgaard i deres bog FORSKEL OG FÆLLESSKAB, Hans Reitzel, 2009.
Lov af 11. juni 2010 ændrer den almene indsats. Nu ligestilles tosprogede børn og børn der på forhånd anses for at være svage sprogligt i en fælles stigmatisering. I stedet for at have et arbejdsredskab, der gælder alle børn, vælger man nu nogen ud, som skal testes. Det hedder nu, at ”Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der gennemføres en sprogvurdering af børn i alderen omkring 3 år, der er optaget i et dagtilbud, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering”. Desuden skal børn, der ikke frekventerer dagtilbud testes. Formuleringen om, at børn kan have behov for sprogstimulering er interessant. For sprog kommer jo ikke af sig selv. Sprog og sprogstimulering er en del af en opvækst og den kultur, der er i hverdagen. Hvilket begreb om sprogstimulering, der kan antages at ligge gemt i denne lovtekst skal man nok ikke gisne for meget om. Men alle børn har gavn af og brug for sproglig stimulation. På den anden side indikerer formuleringen om, at sproglige og adfærdsmæssige forhold kan give anledning til test begrundelse for at kigge socialt skævt. Det er den ene ting. Den anden ting er den viden om almindeligt børnesprog pædagoger går glip af ved indføring af denne lovændringen. Nu kan man ikke længere indsamle viden om det helt almindelige sprog, når man skal sprogteste. Denne mulighed for lokal og landsdækkende vidensindsamling kan det vise sig problematisk at måtte undvære. Denne mulighed for at arbejde inkluderende går man også glip af. Nu bliver sprog som arbejdsområde i dagtilbud ekskluderende efter nogle få år med andre intentioner i loven om sprogvurdering.
Abonner på:
Opslag (Atom)