Lov om sprogvurdering indført i sommer. Det diskriminerende ved denne lov er ikke diskuteret

Lov om sprogvurdering. En kommentar til lov af 11. juni 2010 om afbureaukratisering.

I tre år skulle alle børn sprogvurderes. Nu er det kun nogen børn. Ikke for børnenes skyld, men for at lette arbejdet.

Med en samlet lov om en række områder kommer vi måske til at eksludere en masse børn. Den såkaldte afbureaukratiseringslov.
Den gør minoritetsbørn og i forvejen socialt belastede børn fælles om at skulle sprogvurderes. I stedet for at alle treårige bliver det. Man overvejer end ikke, om det fører til yderligere stigmatisering. Det eneste man overvejer er, om det letter arbejdet og bureaukratiet. Hvilket det slet ikke er givet, det gør.
I Danmark har vi endnu ikke set toppen af evaluerings- og testbølgen. Set i et europæisk perspektiv er vi ikke de eneste. Europæiske kolleger blandt pædagoger og på University Colleges er kritiske, ligesom man er det i Danmark. Men tests er jo 'bare' er et arbejdsredskab, som det for eksempler er beskrevet i EN BOG OM SPROG sprog (red. Lars Holm og Helle Pia Laursen, 2009). Det er også et arbejdsredskab, som kan gøre pædagogiSk arbejde bedre og give viden.
Når det gælder tre-årsscreeningen, der blev indført 2007, kan man sige, den lige netop nåede at blive indarbejdet i dagligdagen. Det har vist sig, at nogle børn sandsynligvis har sprogligt set pragmatiske vanskeligheder og med en seriøs, ihærdig og stilfærdig indsats i hverdagen kan undslippe ekskludering, hvis en sprogtest har påvist, at det gælder om at blive talt mere med. Talt med og ikke talt til eller om. Det kan tests vise, ligesom de kan være et redskab til systematisk pædagogisk arbejde. Med den type redskaber kan man have fokus på sprog og derfor arbejde med håndtérbare størrelser, frem for den diffuse ’følelses-retorik’, børnene lejres ind i. Denne retorik ar beskrevet af Eva Gulløv og Helle Bundgaard i deres bog FORSKEL OG FÆLLESSKAB, Hans Reitzel, 2009.
Lov af 11. juni 2010 ændrer den almene indsats. Nu ligestilles tosprogede børn og børn der på forhånd anses for at være svage sprogligt i en fælles stigmatisering. I stedet for at have et arbejdsredskab, der gælder alle børn, vælger man nu nogen ud, som skal testes. Det hedder nu, at ”Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der gennemføres en sprogvurdering af børn i alderen omkring 3 år, der er optaget i et dagtilbud, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering”. Desuden skal børn, der ikke frekventerer dagtilbud testes. Formuleringen om, at børn kan have behov for sprogstimulering er interessant. For sprog kommer jo ikke af sig selv. Sprog og sprogstimulering er en del af en opvækst og den kultur, der er i hverdagen. Hvilket begreb om sprogstimulering, der kan antages at ligge gemt i denne lovtekst skal man nok ikke gisne for meget om. Men alle børn har gavn af og brug for sproglig stimulation. På den anden side indikerer formuleringen om, at sproglige og adfærdsmæssige forhold kan give anledning til test begrundelse for at kigge socialt skævt. Det er den ene ting. Den anden ting er den viden om almindeligt børnesprog pædagoger går glip af ved indføring af denne lovændringen. Nu kan man ikke længere indsamle viden om det helt almindelige sprog, når man skal sprogteste. Denne mulighed for lokal og landsdækkende vidensindsamling kan det vise sig problematisk at måtte undvære. Denne mulighed for at arbejde inkluderende går man også glip af. Nu bliver sprog som arbejdsområde i dagtilbud ekskluderende efter nogle få år med andre intentioner i loven om sprogvurdering.